Det er ikke grundforskningen, der er problemet - det er saltvandet

At patenterne kommer før patienterne er ikke noget, vi taler om - vi kalder det hellere noget andet. 

Der er meget vanetænkning, der skal ryddes af vejen, hvis vi skal have skabt en balanceret forskning i sygdomsbehandling. Et indslag i ”21 Søndag” er et godt eksempel på, hvordan vi er blevet vant til at fordreje kendsgerningerne, når vi snakker sundhedsforskning.


Se indslaget her:
https://www.dr.dk/tv/se/21-soendag/21-soendag-tv/21-soendag-2017-08-27#!/16:57
(indtil det udløber.)

I indslaget fulgte Novo Nordisk op med et udsagn om, at grundforskning ”ikke er muligt” for dem. Et udsagn, man kun kan undre sig over, når det handler om en virksomhed, der i 2016 havde et overskud på knap 38 milliarder. Der er meget, der må være muligt med de penge, og selvfølgelig bør Novo Nordisk sættes til at bidrage med et fast procentbeløb af overskuddet til den grundforskning, som de selv nyder godt af. Et beløb, som de selvfølgelig ikke skal have indflydelse på, eftersom det handler om at styrke den uafhængige forskning, fritaget for kommercielle interesser. Det er netop den type forskning, de selv har gavn af, og som de bruger til at udvikle nye produkter.

Så når Søren Pind i samme indslag siger, at han ikke kan finde pengene, ligger løsningen lige for. Samfundet, i form af de statslige budgetter, skal selvfølgelig støtte den uafhængige forskning, fordi den er i vores alle sammens interesse – og industrien skal selvfølgelig også afgive nogle penge til den, fordi de også nyder godt af den.

Men hvad skal de penge så bruges til? Hvor er der især behov for at sætte ind med forskningsmidler, når det handler om ikke-kommercielle interesser? Svaret, når det gælder sundhedssektoren, ligger i det næste klip i samme indslag i 21 Søndag. Men det ligger der som en sovende elefant i rummet, for det bliver ikke nævnt.
Det er journalistens forsøg på at give et eksempel på ”grundforskning”, som har svært ved at finde forskningsmidler, og her var valgt professor Anders Perner. Han har erstattet den dyre medicin, som tidligere blev brugt mod blodforgiftning, med ganske almindeligt saltvand, som har vist sig at virke bedre – en behandling, som nu er blevet udbredt til det meste af verden, og som alene i Danmark skønnes at have reddet 700 patienters liv og sparet sundhedsvæsnet for 40 millioner i udgifter...Men hov –  er det overhovedet grundforskning?

Nej. Det er her, fordrejningen sker – det er her, vi ikke længere kalder en spade for en spade. Grundforskning anses normalt for at være den grundlæggende forskning, som ikke umiddelbart kan finde nogen anvendelse, men som i kraft af den viden, den afdækker, måske med tiden vil kunne føre til opdagelser, der rent faktisk kan bruges til noget. Men det er der jo ikke tale om her. Her er tale om en behandling, som allerede er i aktiv brug, som har reddet liv, og som er blevet implementeret i mange lande. Den forskning, Anders Perner ikke kan få støtte til, er på samme måde ikke ”grundforskning” i gængs forstand – det er forskning, som skal afdække hvilke doser, der vil være optimale i behandlingen – altså i en eksisterende behandling.Det korte af det lange er, at det ikke er grundforskningen, der er problemet her. Det er saltvandet. Det kan ikke patenteres.

Havde det været et patenterbart stof, som havde vist så overbevisende effekt, ville medicinalindustrien for længst have investeret de nødvendige milliarder i godkendelse og global markedsføring. Men når et stof ikke kan patenteres – så er det nu engang sådan, at det ikke kan få penge fra medicinalindustrien, for de kan ikke tjene tilstrækkeligt på den investering.Anders Perner er dermed havnet i gruppe med en lang række andre forskere, der gennem tiden ike har kunnet skaffe forskningsmidler på trods af lovende resultater – fordi de forskede i stoffer, der ikke kan patenteres. Forskningsleder på Herlev Hospital Julie Gehl, der kan minimere bivirkningerne ved kemobehandling ved hjælp af elektro-impulser måtte til Sverige for at skaffe penge. Professor Mogens Claësson, der publicerede fremragende resultater i kræftbehandlingen ved hjælp af hormonet melatonin. Har vi ikke brug for bedre resultater i kræftbehandlingen? Hvorfor kan han så ikke skaffe midler til at komme videre med større forsøg? Hans svar (på videnskab.dk) er lige så enkelt, som det er indlysende: Melatonin er et naturligt stof, som ikke kan patenteres.Det er det virkelige problem – det grundlæggende problem, som ikke bliver nævnt i indslaget, og som i det hele taget meget sjældent bliver nævnt – heller ikke når der skal formuleres forskningspolitik.

Det er indlysende, at det afgørende skel – det skel, der bestemmer, hvem der kan få midler, og hvem der ikke kan - går mellem patenterbare og ikke-patenterbare stoffer – og hvorfor er det indlysende? Fordi vi som samfund har besluttet, at både udviklingen af ny medicin og efteruddannelse af læger for en stor del skal overlades til det frie marked. Og en industri, der skal tjene penge, vil altid prioritere patenterne før patienterne. For industrien er medicinudvikling en stadig jagt på nye patenter, for uden et patent er der ikke udsigt til nogen større gevinst. Derfor giver industrien ingen penge til forskning i naturlige stoffer, forstået som stoffer, der ikke kan patenteres.

Saltvand mod blodforgiftning. Billig melatonin og elektroniske impulser, der giver håb om både bedre og billigere kræftbehandling. Det er alt sammen muligheder, vi som samfund går glip af, eller som bliver realiseret alt for langsomt til skade for patienterne, fordi de handler om ikke-patenterbare behandlingsmetoder og dermed ligger uden for industriens interesseområde.Vi skal sætte ord på denne afgørende skillelinje – men det er der stort set ingen i det politiske landskab, der gør. Måske skyldes det, at politikere er bange for at blande sig i forskning og behandling – for ”det har de ikke forstand på”? Men at indføre en systematisk og vedvarende støtte til forskning i ikke-patenterbare stoffer og behandlingsmetoder er ikke at blande sig i noget, vi ikke har forstand på. Det er at tage ansvar for den lige så systematiske og vedvarende skævhed, som altid vil være der, og som ikke går væk, fordi vi ignorerer den. Behandlinger, der kan patenteres, vil altid blive foretrukket af industrien – det kan vi ikke bebrejde dem, men denne enøjethed er ikke altid i samfundets interesse. Og samfundets interesse – det er netop, hvad politikerne skal have forstand på.

Der er brug for nogle klare politiske bud på, hvordan vi i en eller anden grad kan støtte den ikke-patenterbare forskning. Og i disse bud bør indgå, at medicinalindustrien skal være forpligtet til at bidrage til den. Det skal de ikke kun, fordi de – selv om de måske ikke får glæde af lige præcis forskningen i ikke-patenterbare stoffer - stadig nyder godt af den øvrige ”grundforskning”, som samfundet leverer til dem. Men de skal ikke mindst bidrage, fordi vi har givet dem et privilegie. Det er en luksus-status, medicinalindustrien nyder godt af, når vi har tilladt den blot at ignorere velfungerende ikke-patenterbare behandlinger, og vi har som samfund ret til at kræve blot en smule tilbage, som vi kan bruge til at rette op – også blot en smule – på de klare ulemper, dette privilegie påfører os som samfund.
Det er på tide, at politikerne vækker den sovende elefant og tager ansvar for denne skævhed med konsekvent lovgivning, der sikrer støtten til forskningen i ikke-patenterbare stoffer, finansieret af både staten og medicinalindustrien. Det kan gøres lige nu.


Tekst: Jens-Ole Paulin.