Kan selen forbedre stofskiftet?

Alt tyder på, at stofskiftehormoner i sig selv ikke er nok til at forbedre livskvaliteten hos stofskiftepatienter. Selen kan være det afgørende tilskud, og det spørgsmål bliver netop nu undersøgt i to store danske forsøg, som foregår på 4 hospitaler rundt om i landet.
Det ene forsøg, CATALYST, handler om Hashimotos – en autoimmun stofskiftesygdom, som ofte medfører for lavt stofskifte. Det andet forsøg, kaldet GRASS, handler om Graves – en autoimmun stofskiftesygdom, som medfører for højt stofskifte. Begge forsøg har samme forskningsdesign, hvor deltagerne får enten 200 μg selen eller placebo dagligt, og der vil så blive målt både på antistoffer, niveauer af stofskiftehormonerne T3 og T4 og livskvalitet.


Stofskiftehormoner er ikke nok
Der er efterhånden mange forsøg, som har vist at spormineralet selen kan sænke niveauet af antistoffer, både ved Hashimotos og Graves. Og de danske forskere har i et tidligere forsøg afdækket, at netop niveauet af antistoffer er afgørende for patienternes livskvalitet. I forsøget målte man niveauerne af stofskiftehormoner (T4 og T3) samt af antistoffer og spurgte ind til faktorer, som belastede patienterne, såsom depression, angst, træthed, socialt underskud osv. Det viste sig, at niveauerne af T4 og T3 ikke påvirkede disse faktorer – det gjorde derimod niveauet af antistoffer. Det er interessant, fordi behandlingen i dag går ud på at normalisere stofskiftehormonerne med tilskud af T4, men alt tyder altså på, at det ikke er nok til at forbedre livskvaliteten. Det afgørende er at sætte ind mod antistofferne. Og det er ikke mindst her, selen viser særlige muligheder.

Selen kan blive standardbehandling
Det forsøg, der nu er gået i gang, skal afdække selens behandlingsmuligheder ”én gang for alle”, så at sige, for det er designet til at kunne omsættes i den kliniske praksis, hvis resultaterne er positive. Det betyder, at læger og endokrinologer i så fald vil få besked om at indføre selen i standardbehandlingen af de nævnte sygdomme – mens man samtidig skal holde øje med, om behovet for T4 falder, mens man giver selen. For selen kan ikke alene sænke antistofferne – det kan også øge niveauet af T4.

Mange behandlingsveje med selen
Selen har flere betydningsfulde roller i forhold til stofskiftet. Skjoldbruskkirtelen indeholder den højeste koncentration af selen, og selen har en stor betydning for immunforsvaret i kroppen generelt. Selen indgår også i de enzymer, som skal omdanne det inaktive T4 til det aktive T3, dejodinaserne, og er på den måde en vigtig forudsætning for, at omdannelserne kan finde sted. De mange vigtige roller, som selen spiller for stofskiftet, betyder, at der kan sættes ind på flere områder samtidig, når man giver selen. Det kan også få betydning for en række andre lidelser, som har vist sig at have en sammenhæng med autoimmun aktivitet og niveauet af antistoffer, blandt andet muskelsmerter og fibromyalgi, øget risiko for abort, for tidlig fødsel og øget forekomst af depression og fødselsdepression.

Forsøgene
Begge forsøg foregår ved 4 hospitaler: Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital i København, Odense Universitetshospital og Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Begge forsøg begyndte at rekruttere deltagere i april 2014 og forventes afsluttet i 2018. (Bispebjerg Hospital og Sydvestjysk Sygehus er ikke begyndt at rekruttere endnu). Der skal deltage 492 personer i forsøget med Graves og 472 personer i forsøget med Hashimotos. Alle deltagere vil få enten 200 μg selen eller placebo sammen med deres øvrige medicin i 12 måneder. Ved start og undervejs vil deltagerne blive fulgt med blodprøver, og livskvaliteten vil blive målt ved hjælp af et spørgeskema, som forskerne har udviklet til netop patienter med stofskifteproblemer.

Man kan være med i forsøget, hvis man opfylder følgende kriterier:
Alder ≥18 år.
Serum-TPO-Ab ≥ 100 IU/mL målt indenfor de sidste 12 måneder.
Modtager LT4 behandling (Eltroxin)
Serum-TSH ≥ 4.0 mU/L

Hvis man ønsker at deltage i forsøget, kan man kontakte:
Steen J Bonnema, MD, DMSc    steen.bonnema@rsyd.dk   
Kristian H Winther, MD        kristian.winther@rsyd.dk   

Hvis man ønsker at læse mere om forsøgets status, kan man gøre det her:
https://clinicaltrials.gov/show/NCT02013479


Kilder:
Is Thyroid Autoimmunity per se a Determinant of Quality of Life in Patients with Autoimmune Hypothyroidism?
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3821477/

Selenium Supplementation for Autoimmune Thyroiditis: A Systematic Review and Meta-Analysis
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4276677/

The chronic autoimmune thyroiditis quality of life selenium trial (CATALYST): study protocol for a randomized controlled trial
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3986429/

Selenium supplementation for patients with Graves' hyperthyroidism (the GRASS trial): study protocol for a randomized controlled trial.
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3748826/