Ny viden om hormoner når frem til Danmark – efter 31 år!


af Anette Paulin og Jens-Ole Paulin

Endnu et nyt ord til det danske sprog… (trommehvirvel…………..):

Neuro-steroider!

De blev opdaget i 1983 af Corpéchot, og en anden franskmand, Baulieu, gik i gang med at udforske dem systematisk. Der er to ting, der er fascinerende ved dem: For det første bliver de dannet i nerveceller, både i hjernen og i centralnervesystemet, hvor de udfører vigtige funktioner – funktioner, som man slet ikke havde troet var mulige. De kan f.eks. gendanne hjerneceller, og de kan gendanne den myelin, som sørger for at sende beskeder gennem nerverne. Myelin er det stof, som forfalder i forbindelse med f.eks. sklerose, og som man ikke troede kunne gendannes, men progesteron kan gøre det, og progesteron er et af neurosteroiderne.

Og for det andet var det en overraskelse for forskerne, at disse aktive ”nervehormoner” (og hormoner med neuro-steroid virkning) til dels er de samme hormoner, som man i sin tid navngav ”kønshormoner” – sådan noget som testosteron, østrogener og progesteron, som man troede kun havde betydning for forplantning og graviditet.

Noget tyder også på, at neuro-steroiderne kan virke mod angst og depression – uden at skabe bivirkninger eller afhængighed, som det er tilfældet med de anti-depressive lægemidler. De har også vist sig effektive i behandling af epilepsi – igen uden de bivirkninger, som lægemidlerne giver. Der er masser af forskning i gang – bl.a. har det vist sig, at progesteron kan begrænse skaderne efter alvorlige læsioner på hjernen, hvilket intet syntetisk lægemiddel har været i stand til – og at både progesteron og det østrogen, der hedder østriol, ser ud til at kunne indgå i fremtidens behandling af sklerose og andre autoimmune sygdomme.

Intet af alt dette er dog nået frem til Danmark. Hvis man Googler ”neurosteroider”, får man 2 danske resultater, resten er automatiske oversættelser af udenlandske hjemmesider og omtale af bøger på engelsk. Googler man ”neurosteroid” på engelsk, får man 260.000 resultater. I Gyldendals Store Danske findes ordet slet ikke her sidst i 2013, hvor vi kan fejre 30-året for deres opdagelse (opdatering: og det findes stadig ikke i 2017). Og om progesteron står der: ”Progesteron produceres i æggestokkenes gule legeme (corpus luteum), i moderkagen (placenta) og i små mængder i binyrebarken.” Og det er så dét. Verificeret af ”førende danske fageksperter” og sidst opdateret i juli 2013 (og 2017)! Der burde vel egentlig stå: sidst opdateret i 1983.

Man skulle tro, at opdagelser inden for lægevidenskaben blev placeret i en robåd et sted i Atlanterhavet og så selv måtte gå i gang med at padle sig frem mod Danmark i strid modvind. Er de danske forskere så ilde stedt, at de hverken har råd til telefon eller internetforbindelse, så burde nogen forbarme sig over dem og give dem i det mindste et internetabonnement via finansloven, så de kan gå ind og læse nogle af de tusindvis af sider med videnskabelige undersøgelser om emnet.
Men på den anden side er det måske rarere, at ingen ved noget om det, så vi kan sidde herhjemme i fred og ro og bilde os ind, at vi er blandt de førende i verden…

Meget omkring neuro-steroiderne er stadig ukendt, men en ting er sikkert: Det er ikke godt, hvis man mangler dem. Og det er et af de områder, vi har skrevet om i vores bog ”Naturlig hormonterapi - du har et valg!” Og dermed nåede begrebet neurosteroider altså omsider frem til Danmark - efter 31 år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar